Tag din plads tilbage

17. december 2022

Kender du det, det lyder så godt inde i dit hoved, det du tænker du vil sige, når det så kommer ud, så lyder det meget anderledes. Måske bliver du ligefrem pinlig eller flov, eller det stik modsatte og mener at du er sku da ligeglad hvad andre tænker eller syntes om dig, du er som du er.

Måske kommer det slet ikke ud, for når du skal til at sige det, går der en klap ned, eller det forsvinder bare.

Jeg kender det hele, det er bare ikke så aktivt mere, men det er der. For nylig fandt jeg ud af at det kunne komme i flere former, altså ikke kun i mine samtaler.

Det tog mig femten år inden jeg fik skrevet min første bog og udgivet den, og nr. to bog har været undervejs siden, den har haft mange forskellige titler, mange forskellige afsnit, og jeg vil mene at den næsten er færdig skrevet, faktisk er der stadig så meget materiale at der også er til en nr. tre bog, altså inde i mit hoved.

For hver gang jeg satte mig for at skrive, så forsvandt det, puf ufærdige sætninger der ikke hang sammen, og det der hang sammen vurderede jeg til, ikke at være godt nok. Så det var minimalt hvad jeg beholdte af det skrevne.

Men det lykkes mig jo at skrive en bog, og det var en fed proces, en god historie som i får en anden gang.

For i dag handler det om at fylde, at tage din plads tilbage og blive stående. Hvordan hænger det sammen tænker du måske? .

For mig var det en aha oplevelse, at opdage det med, at det kommer fra samme sted, samme mekanisme der går i gang, det lyder rigtig godt inde i mit hoved, jeg tænker YES og mine arme ryger i vejret, jeg roser mig selv, jeg ved det er godt, jeg er selvsikker.

Og så sker det, i transformationen, i bevægelsen ramler det sammen, for når det lander på papiret, er det så absolut helt andre følelser jeg sidder med.

Jeg var bange for at blive dømt, ikke god nok, klog nok, at blive kaldt for sådan en der troede hun var noget. Og faktisk var det præcis sådan mine tanker var om mig selv, og jeg var rædselsslagen for at blive afsløret.

Så ligesom da jeg var yngre og ville sige noget, skyndte jeg mig at sige det, så det var overstået, og så kunne jeg gemme mig væk igen, og holde vejret og bare vente på de andres fordømmelse.

Det gik op for mig, at på et tidspunkt ventede jeg ikke længere på de andres fordømmelse, jeg fordømte mig selv, i tilfælde af at andre ville gøre det. Jeg kritiserede mig fortalte mig at jeg ikke skulle tro jeg var noget.

Jeg gav min plads ud, til alle andre og gemte mig i et hjørne.

Bare det at opdage dette, at se det, var en aha oplevelse. Nu havde jeg set hende, den lille pige, den del af mig som stod der og bare var så bange for at gå ud i lyset, at blive set og hørt.

Så jeg talte med hende, jeg kiggede hende i øjnene, tog hendes små hænder i mine, og spurgte hvad jeg kunne gøre for hende, hvad har du brug for?

Plads, plads til at leve. Det var få ord, med stor effekt. Det piplede frem med små bobler i min krop jeg mærkede lysten til at skabe, at skrive, at grine og græde af lykke. Det mærkedes så rent, der var ingen utilfredshed eller fordømmelsen.

Lykkelig og taknemmelig satte jeg mig og skrev mit første blogindlæg. Uden at dømme uden at være bange.

Tak fordi du læser med-

Kristinna E

Kristinna Thanh Esset

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram