Når du ændre dig og verden ikke gør.

6. januar 2023

Kan give dig en følelse af at have mistet dig selv.

Det første minde jeg kan huske om at have set en ånd, der har jeg været omkring 5 år, jeg gik i børnehave, jeg ved jeg følte mig forbundet, og jeg var ikke bange, mere fascineret af hvordan den svævede rundt i mit værelse. Jeg fortalte de andre børn i børnehaven om det, de blev skrækslagne og fortalte mig at jeg ikke var rigtig klog, og at spøgelser i øvrigt var farlige, ja det hang ikke helt sammen, men det var nok til at skræmme mig.

Jeg må have lukket godt ned for det, for jeg var blevet 15 år inden det skete igen, denne gang havde jeg en kompetent rådgiver ved min side, en mand som var dybt åndelig og far til min dengang nye veninde Karina, han forstod mig og vi havde nogle rigtig fine samtaler.

Lige siden har jeg været bevidst om begge verdner, det har ved gud ikke altid været nemt, balancen ved at kunne navigere i begge. Det tog mange år, før jeg fandt ud af at begge verdner er her og nu og samme tid og sted, altet er et. Og jeg er skaberen ligesom du.

Det er blevet til mange år med personlig udvikling, og alligevel er det de sidste måneder der har været de mest crazy af dem alle. Tiden var og er nu, mit system er endelig trygt og modigt nok til at slippe de mest traumatiserende historier som min underbevidsthed og krop har gemt på.

Jeg tror det er første gang jeg har brugt sætningen, rystet i min grundvold, men sådan var det, jeg rystede fysisk i 3 uger, og havde en følelse af at jeg ikke vidste hvem jeg var, jeg så tydeligt mange af mine falske selv jeg havde bygget, og al verdens del personligheder. Jeg havde tilpasset mig og pleaset, og nu det smuldrede væk, jeg kunne ikke længere holde det fast. Blot for få måneder tilbage, ville jeg havde sværget på at DET er virkelig mange år siden jeg havde sluppet please genet. Men nej jeg gjorde det stadig, det var et chok at opdage denne fornægtelse.

Undertrykte fortrængte traume forløste sig, mit ego prøvede ihærdigt at fortælle mig at det ikke passede, de oplevelser jeg så, det var så surrealistisk. For jeg var min gråd jeg var min sorg jeg var med hver og en følelse jeg havde mærket i det og disse traume, jeg gav det alt mit nærvær, fortalte mine historier, "Jeg er her nu" og samtidig hørte jeg mit ego, sige, "Det passer ikke det du oplever lige nu, det ved du da godt, det ville de da aldrig gøre, det kan du da godt forstå" Jeg sagde flere gange, "Jeg ved det er sandt, for jeg er her nu" Og ego gav slip i sit tag.

Jeg tog min plads tilbage, jeg flygtede ikke, jeg gav det kærlighed, jeg gav det plads.

Det ændrede noget dybt i mig. Jeg mærkede en så fin blidhed, noget blødt og så selv kærligt.

Og i den energi der skabte mine tanker og mine ord, var der sket en ændring, en hårdhed var opløst.

Jeg så det meget tydeligt, nærmest øjeblikkeligt i mine relationer. Dem jeg elsker, dem jeg holder af og dem jeg kan lide, når jeg kiggede på dem fra mit indre blik, med kærlige øjne, uden min egen fordømmelse og hårdhed som havde været rettet mod mig selv, men som havde ligget som et filter.

Jeg kunne nu se deres blidhed, deres kærlighed, deres omsorg jeg kunne modtage, det var så stærk en følelse af at min krop smeltede sammen i taknemmelighed.

Og lige så stille og roligt er jeg faldet godt på plads i mig.

Aller kærligt K

Kristinna Thanh Esset

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram