Mit eget kald på healing

15. december 2022

Boris, min elskede søn, blev et af mine store vækkelser til livet

Jeg var otteogtyve år gammel, og jeg vidste, at jeg var gravid, inden jeg tog en graviditetstest. Jeg havde en kortvarig clairvoyant følelse af, at enten ville jeg tabe barnet, eller at jeg ville miste ham efter fødslen. Jeg glemte hurtigt alt om de tanker, fortrængte dem, lige indtil Boris ikke var her mere, for hvad i al verden skulle jeg ellers have gjort. Jeg tror dybt i min sjæl på, at det var meningsfuldt, at jeg skulle bære ham i mig i ni måneder, føde ham, holde om ham, kysse ham, give ham bryst og mærke denne ubetingede kærlighed, der var mellem os. Selvom det var en usigeligt rystende og voldsom oplevelse at miste ham, ville jeg ikke havde været den foruden, for jeg elsker den lille dreng og er så ubeskrivelig taknemmelig over de syv dage han var hos os.

Flere gange i løbet af graviditeten oplevede jeg små tegn på, at han ikke skulle blive hos mig. Min ældste datter på syv år havde tegnet en tegning til sin lillebror i min mave, og jeg husker stadig følelsen når jeg tænker på tegningen; det var en gravsten med en busk og en fredsdue. Da jeg havde været gravid med de tre børn, jeg havde født, havde jeg kunne se dem for mig, mærke og forstille mig, hvordan det ville være når de kom ud og lå i mine arme, men det kunne jeg ikke med Boris. Gennem de sidste fire måneder mærkede jeg at være dybt forbundet med ham, men når jeg så frem i mit liv, var han der ikke. 

Boris vejede 3980 gram og var 52 cm lang ved fødslen. Han var gyldenbrun i huden og havde det dejligste tykke, sorte hår.

Den første nat faldt jeg i søvn siddende i sengen med Boris i min favn. Jeg vågnede nogle timer senere, og da jeg så ned på ham, var han var bleg, og han havde et langt operationsar ned gennem brystet. I mit syn lå han død i mine arme, og der gik et chok igennem min krop. Jeg rystede på hovedet og kiggede igen, og nu gang lå han fint og sov. Han levede. Jeg var bange og prøvede at skubbe det væk. Det var for uvirkeligt og ubegribeligt for mig at forstå det, at rumme det, jeg fornemmede.

Dagen efter ville jeg hjem, og Boris skulle blot have en rutinemæssig undersøgelse, inden vi tog afsted. Det var dér, lægen fik mistanke om, at der var noget galt. Meget hurtigt foretog de en røntgenundersøgelse af hans lille hjerte, og lægerne så tydeligt ikke bare en, men tre fejl på hans hjerte. Lægen, der scannede ham, ville med papir og pen illustrere for mig, hvad der var galt. Jeg afbrød hende og spurgte: ”Kommer han til at overleve eller vil han dø?” hun svarede: ”Lige nu lever han.”

Boris blev syv dage gammel. Han døde efter en stor hjerteoperation.

Efter hans død kunne jeg mærke en hidtil ukendt bevægelse dybt inde i mig, som blev mere og mere tydelig, som dagene gik frem mod begravelsen. Det var en opløftende, varm og god energi, som syntes at strømme indefra. En følelse af at alt var præcis, som det skulle være, midt i tragedien, og det gav en ro, som jeg stadig i dag ikke kan sætte ord på. Det var en tilstand. Jeg besluttede mig for, at min søns korte liv ikke skulle være forgæves. Han havde været her af en årsag, det var tydeligt for mig at det var en bevidsthedsudvidelse han kom med, og jeg oplevede en følelse af at være blevet vækket. Jeg talte med min daværende mand om, at vi kunne beslutte os for, at hvert skridt, vi tog ud af kirken efter begravelsen, skulle være begyndelsen på den vej, der ville forandre vores liv. Det var vi meget enige om.

Det blev det allerstørste og mest kærlige skub på vejen, jeg nogensinde har fået. Dørene åbnede sig for mig ind til en dybt transformerende personlig udvikling, og jeg er for evigt Boris dybt taknemmelig. Jeg har haft stærke clairvoyante evner fra jeg var helt lille, men først efter Boris begyndte jeg for alvor at læne mig ind i mine evner og arbejde med at hjælpe mig selv og andre.

Kristinna E

Kristinna Thanh Esset

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram