Jeg har altid været lidt fortabt

30. december 2022

En tanke der faldt mig ind tidlig i morges. Den dukkede op i forlængelse af at jeg fik en oplevelse af at jeg det meste af mit liv har rendt efter andres skørter, er det ikke sådan det hedder, når et menneske har mere fokus på hvad det vil have og være som i andre menneske.

Jeg tænkte over, hvad der gjorde at jeg havde gjort det i så mange år, og hvad nu hvis jeg ikke havde, det kan jeg jo kun gætte på, men fortabt var følelsen der kom, efterfulgt af en ked af det. Lige der i de følelser var jeg ensom, afskåret fra livet, og det slog mig.

Jeg havde jo bare fundet mig en måde af være i livet på.

Jeg løb efter de andre, så hvad de gjorde, hvad de sagde, hvad de mente og syntes. Hvordan de gik klædt. hvordan de valgte at sætte deres hår og hvordan de opførte sig. Jeg prøvede at være som dem, og jeg talte dem efter munden, jeg tilrettede mig jeg pleasede. På den måde kunne jeg få ros og anderkendelse og blive elsket.

Det troede jeg i hvert fald, men det var jo ikke MIG der blev rost anderkendt eller elsket, det var en falsk udgave af mig, det gjorde jo så, at jeg virkelig følte mig afskåret, ikke bare fra andre men også fra mig selv. Ganske ubevidst naturligvis.

Jeg ser ikke mig selv som "jeg var et falsk menneske" Men som et bange menneske, jeg var utryg jeg vidste aldrig hvad der ventede om to minutter så jeg var altid parat til at forsvare mig, fysisk psykisk og mentalt. Så jeg skabte et falsk selv, jeg flygtede fra min essens, der var alt for farligt at være, og jeg skabte en rolle, en omstillings parat rolle som kunne være lige den du ønskede jeg var, som inkluderede at jeg gjorde hvad de befalede, ofte vidste jeg det før de selv vidste det. Hvad de ville have hvad de ønskede eller forventede af mig på den måde var jeg sikret.

Shit jeg har brugt meget energi på hele tiden at være på forkant med alle, hvad gør de om lidt, hvad siger de om lidt, hvad forventer de, hvordan ønsker de jeg skal være , om jeg så skulle lyve, ingen skulle kunne sætte en finger på mig, for det ville jo betyde jeg ikke var god nok, eller havde gjort det godt nok. Det var rigeligt jeg selv vidste at jeg var en fiasko som ingen kunne elske.

For engang imellem så jeg det jo, hvor meget jeg levede i fornægtelse, hvor meget jeg ødelagde mig selv, misbrugte mig selv for at skabe en perfekt mig i en perfekt verden.

Den lille pige i mig, som jeg havde taget afstand fra, må have råbt virkelig højt for at vække mig fra døs, fra dette liv jeg havde skabt.

Jeg mærkede en impuls til at kigge mig selv i mine øjne, jeg stillede mig foran mit spejl, jeg kiggede på mig, i mine øjne. Jeg spurgte, "Hvem er du?. Der kom ikke noget svar, og jeg mærkede ingenting, så jeg spurgte igen "Hvem er du?.

Jeg svarede mig selv, "Jeg ved det ikke" Det var sådan en underlig følelse at vide at jeg var i denne krop, men når jeg kiggede i spejlet vidste jeg ikke hvem "hun" var. Jeg brød sammen og lå i fosterstilling på gulvet, det mest beskrivende billede af det jeg oplevede inde i mig er et billede af en seks sporet motorvej med biler der kørte i begge retninger med en hastighed på to hundrede.

Alt det jeg ikke have ville mærke, mærkede jeg nu, men kun for et øjeblik. I virkeligheden var det utrolig smukt, at den lille pige derinde råbte mig op, og lod mig mærke alt det jeg undertrykte, alt det jeg fortrængte, alt det jeg fornægtede, ikke i billeder men i følelser. Jeg mærkede meget tydeligt hvor opslidende det havde været, at jeg slet ikke havde levet men overlevet, fundet en måde at passe ind på.

Meget rørende og meget smukt. Tænk hun kom og tog mig i hånden for at hente mig hjem.

Det er en lang rejse, og det er en god rejse, så meget vilje, så meget mod så meget kærlighed og så meget livslyst.

I kærlighed og taknemmelighed

Kristinna E

Kristinna Thanh Esset

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram