Kan give dig en følelse af at have mistet dig selv.

Det første minde jeg kan huske om at have set en ånd, der har jeg været omkring 5 år, jeg gik i børnehave, jeg ved jeg følte mig forbundet, og jeg var ikke bange, mere fascineret af hvordan den svævede rundt i mit værelse. Jeg fortalte de andre børn i børnehaven om det, de blev skrækslagne og fortalte mig at jeg ikke var rigtig klog, og at spøgelser i øvrigt var farlige, ja det hang ikke helt sammen, men det var nok til at skræmme mig.

Jeg må have lukket godt ned for det, for jeg var blevet 15 år inden det skete igen, denne gang havde jeg en kompetent rådgiver ved min side, en mand som var dybt åndelig og far til min dengang nye veninde Karina, han forstod mig og vi havde nogle rigtig fine samtaler.

Lige siden har jeg været bevidst om begge verdner, det har ved gud ikke altid været nemt, balancen ved at kunne navigere i begge. Det tog mange år, før jeg fandt ud af at begge verdner er her og nu og samme tid og sted, altet er et. Og jeg er skaberen ligesom du.

Det er blevet til mange år med personlig udvikling, og alligevel er det de sidste måneder der har været de mest crazy af dem alle. Tiden var og er nu, mit system er endelig trygt og modigt nok til at slippe de mest traumatiserende historier som min underbevidsthed og krop har gemt på.

Jeg tror det er første gang jeg har brugt sætningen, rystet i min grundvold, men sådan var det, jeg rystede fysisk i 3 uger, og havde en følelse af at jeg ikke vidste hvem jeg var, jeg så tydeligt mange af mine falske selv jeg havde bygget, og al verdens del personligheder. Jeg havde tilpasset mig og pleaset, og nu det smuldrede væk, jeg kunne ikke længere holde det fast. Blot for få måneder tilbage, ville jeg havde sværget på at DET er virkelig mange år siden jeg havde sluppet please genet. Men nej jeg gjorde det stadig, det var et chok at opdage denne fornægtelse.

Undertrykte fortrængte traume forløste sig, mit ego prøvede ihærdigt at fortælle mig at det ikke passede, de oplevelser jeg så, det var så surrealistisk. For jeg var min gråd jeg var min sorg jeg var med hver og en følelse jeg havde mærket i det og disse traume, jeg gav det alt mit nærvær, fortalte mine historier, "Jeg er her nu" og samtidig hørte jeg mit ego, sige, "Det passer ikke det du oplever lige nu, det ved du da godt, det ville de da aldrig gøre, det kan du da godt forstå" Jeg sagde flere gange, "Jeg ved det er sandt, for jeg er her nu" Og ego gav slip i sit tag.

Jeg tog min plads tilbage, jeg flygtede ikke, jeg gav det kærlighed, jeg gav det plads.

Det ændrede noget dybt i mig. Jeg mærkede en så fin blidhed, noget blødt og så selv kærligt.

Og i den energi der skabte mine tanker og mine ord, var der sket en ændring, en hårdhed var opløst.

Jeg så det meget tydeligt, nærmest øjeblikkeligt i mine relationer. Dem jeg elsker, dem jeg holder af og dem jeg kan lide, når jeg kiggede på dem fra mit indre blik, med kærlige øjne, uden min egen fordømmelse og hårdhed som havde været rettet mod mig selv, men som havde ligget som et filter.

Jeg kunne nu se deres blidhed, deres kærlighed, deres omsorg jeg kunne modtage, det var så stærk en følelse af at min krop smeltede sammen i taknemmelighed.

Og lige så stille og roligt er jeg faldet godt på plads i mig.

Aller kærligt K

En tanke der faldt mig ind tidlig i morges. Den dukkede op i forlængelse af at jeg fik en oplevelse af at jeg det meste af mit liv har rendt efter andres skørter, er det ikke sådan det hedder, når et menneske har mere fokus på hvad det vil have og være som i andre menneske.

Jeg tænkte over, hvad der gjorde at jeg havde gjort det i så mange år, og hvad nu hvis jeg ikke havde, det kan jeg jo kun gætte på, men fortabt var følelsen der kom, efterfulgt af en ked af det. Lige der i de følelser var jeg ensom, afskåret fra livet, og det slog mig.

Jeg havde jo bare fundet mig en måde af være i livet på.

Jeg løb efter de andre, så hvad de gjorde, hvad de sagde, hvad de mente og syntes. Hvordan de gik klædt. hvordan de valgte at sætte deres hår og hvordan de opførte sig. Jeg prøvede at være som dem, og jeg talte dem efter munden, jeg tilrettede mig jeg pleasede. På den måde kunne jeg få ros og anderkendelse og blive elsket.

Det troede jeg i hvert fald, men det var jo ikke MIG der blev rost anderkendt eller elsket, det var en falsk udgave af mig, det gjorde jo så, at jeg virkelig følte mig afskåret, ikke bare fra andre men også fra mig selv. Ganske ubevidst naturligvis.

Jeg ser ikke mig selv som "jeg var et falsk menneske" Men som et bange menneske, jeg var utryg jeg vidste aldrig hvad der ventede om to minutter så jeg var altid parat til at forsvare mig, fysisk psykisk og mentalt. Så jeg skabte et falsk selv, jeg flygtede fra min essens, der var alt for farligt at være, og jeg skabte en rolle, en omstillings parat rolle som kunne være lige den du ønskede jeg var, som inkluderede at jeg gjorde hvad de befalede, ofte vidste jeg det før de selv vidste det. Hvad de ville have hvad de ønskede eller forventede af mig på den måde var jeg sikret.

Shit jeg har brugt meget energi på hele tiden at være på forkant med alle, hvad gør de om lidt, hvad siger de om lidt, hvad forventer de, hvordan ønsker de jeg skal være , om jeg så skulle lyve, ingen skulle kunne sætte en finger på mig, for det ville jo betyde jeg ikke var god nok, eller havde gjort det godt nok. Det var rigeligt jeg selv vidste at jeg var en fiasko som ingen kunne elske.

For engang imellem så jeg det jo, hvor meget jeg levede i fornægtelse, hvor meget jeg ødelagde mig selv, misbrugte mig selv for at skabe en perfekt mig i en perfekt verden.

Den lille pige i mig, som jeg havde taget afstand fra, må have råbt virkelig højt for at vække mig fra døs, fra dette liv jeg havde skabt.

Jeg mærkede en impuls til at kigge mig selv i mine øjne, jeg stillede mig foran mit spejl, jeg kiggede på mig, i mine øjne. Jeg spurgte, "Hvem er du?. Der kom ikke noget svar, og jeg mærkede ingenting, så jeg spurgte igen "Hvem er du?.

Jeg svarede mig selv, "Jeg ved det ikke" Det var sådan en underlig følelse at vide at jeg var i denne krop, men når jeg kiggede i spejlet vidste jeg ikke hvem "hun" var. Jeg brød sammen og lå i fosterstilling på gulvet, det mest beskrivende billede af det jeg oplevede inde i mig er et billede af en seks sporet motorvej med biler der kørte i begge retninger med en hastighed på to hundrede.

Alt det jeg ikke have ville mærke, mærkede jeg nu, men kun for et øjeblik. I virkeligheden var det utrolig smukt, at den lille pige derinde råbte mig op, og lod mig mærke alt det jeg undertrykte, alt det jeg fortrængte, alt det jeg fornægtede, ikke i billeder men i følelser. Jeg mærkede meget tydeligt hvor opslidende det havde været, at jeg slet ikke havde levet men overlevet, fundet en måde at passe ind på.

Meget rørende og meget smukt. Tænk hun kom og tog mig i hånden for at hente mig hjem.

Det er en lang rejse, og det er en god rejse, så meget vilje, så meget mod så meget kærlighed og så meget livslyst.

I kærlighed og taknemmelighed

Kristinna E

De styre os, kontrollere os, ødelægger vores relationer, og kan i nogle tilfælde også tage livet af os.

De forbudte følelser dem er der mange af, de pæne ordenlige velformulerede veluddannede mennesker de har dem også. Og nogle gange kan et menneske ikke holde til mere, der går hul på alt det undertrykte, alt det de har holdt nede, gemt væk siden de var helt små. Et menneske går amok, smadre sin kone, en anden røver en bank, en tredje tager livet af sig selv. Og så er der dem der blive taget i at have drukket i skjul, spillet, været utro, løjet om sin identitet og sådan kunne det forsætte.

Folk bliver chokerede når de oplever og ser noget der ikke passer ind i deres verdens billede. Sådan kan man da ikke opføre sig, jeg troede hun var klorere hvor er han dum hvor er hun naiv, hvad bilder de sig ind, de skulle skamme sig nasserøve pralerøv, tror han er noget, folk skælder og skammer ud, peger fingre og til tider bliver de kendte hængt ud i medierne når de "bliver afsløret" så er der virkelig noget at snakke om, alligevel påstår langt de fleste at de i hvert fald ikke dømmer andre.

Helt ærligt vi er bare mennesker, hvad er det vi prøver at leve op til, hvorfor er vi så skide bange for ikke at være gode nok, og hvad er det der er så provokerende for os når VI vurdere at de andre ikke er gode nok, vi kan nærmest skamme os på deres vegne, blive flove eller grimme os, vi mærker det helt ind i knoglerne.

Vi gemmer os og vores historier, så andre ikke ser hvem vi virkelig er, tænk hvis vi blev afsløret. Vi holder fast i os selv med en vanvittig kontrol, blot for at holde sammen på os. Og det gør vi, fordi vi har set andre gøre det, i de første mange år kopiere vi adfærd, vi syntes det de andre syntes, vi gør som de andre gør, det gælder fysisk psykisk og mentalt, det er uden for vores kontrol, ren påvirkning.

Manner jeg kender mange mennesker inklusiv mig selv som har levet eller lever i skyggen af sig selv. Hold nu kæft hvor har jeg peget fingre af mange gennem livet, men det var af ren misundelse, jeg ville så gerne have det de havde, kunne det de kunne, men dengang var det alt for svært at rumme, at erkende så jeg pegede fingre i stedet, i mit hoved tænkte jeg, du skal ikke tro du er noget. Men hold op det gjorde ondt inden i, jeg blev ked af det. Det vidste jeg ikke dengang, for jeg var alt for hård og fordømmende over for mig, jeg var kold og lukket, det var jeg for at passe på mig selv.

Jeg havde fået så mange knops, for jeg var opvokset med to mennesker som var min mor og far, de havde begge haft dybt traumatiske liv, som de ikke talte om, ikke fik hjælp til. de overlevede, og jeg er ikke i tvivl om at de gjorde deres bedste, ud fra den bevidsthed de havde.

De forsatte med deres indgroede mønstre, samme adfærd, og det var ikke bare usundt for mig, det var direkte skadeligt. Men tilbage til det, dette indlæg handler om, mine forældre viste ikke hvem de var, de vidste det ingen gang selv, de havde taget så meget afstand fra deres oprindelige jeg, og levede i fornægtelse skam og pinlighed over dem selv.

Og det gjorde jeg så også i meget lang tid i dette liv. For jeg gjorde ligesom dem, det havde jeg lært, men jeg blev ældre og vågnede, og besluttede mig for at lære noget andet.

Og jeg lærer stadig, jeg opdager stadig mønstre, adfærd og skygger. Jeg finder stadig nyt potentiale, gamle drømme, møder dele af mig selv jeg ikke har set eller mærket i 52 år. Det er ret vildt, men sikke en vidunderlig følelse af at turde, eller vælge at stå i mit eget lys, sige nej, sætte grænser, og ikke bare pege med, eller følge med flokken, eller strømmen om du vil.

Men at have min egen mening, mine egne ord at udtrykke mig med uden at være bange for hvad andre syntes, det er virkelig dejligt. De må gerne pege fingre de må gerne kritisere eller ikke kunne lide det jeg skriver eller siger, de må gerne have deres mening jeg bliver i min ro. Det har været en lang vej hertil, og den er absolut ikke slut i nu.

Kristinna Esset

Kender du det, det lyder så godt inde i dit hoved, det du tænker du vil sige, når det så kommer ud, så lyder det meget anderledes. Måske bliver du ligefrem pinlig eller flov, eller det stik modsatte og mener at du er sku da ligeglad hvad andre tænker eller syntes om dig, du er som du er.

Måske kommer det slet ikke ud, for når du skal til at sige det, går der en klap ned, eller det forsvinder bare.

Jeg kender det hele, det er bare ikke så aktivt mere, men det er der. For nylig fandt jeg ud af at det kunne komme i flere former, altså ikke kun i mine samtaler.

Det tog mig femten år inden jeg fik skrevet min første bog og udgivet den, og nr. to bog har været undervejs siden, den har haft mange forskellige titler, mange forskellige afsnit, og jeg vil mene at den næsten er færdig skrevet, faktisk er der stadig så meget materiale at der også er til en nr. tre bog, altså inde i mit hoved.

For hver gang jeg satte mig for at skrive, så forsvandt det, puf ufærdige sætninger der ikke hang sammen, og det der hang sammen vurderede jeg til, ikke at være godt nok. Så det var minimalt hvad jeg beholdte af det skrevne.

Men det lykkes mig jo at skrive en bog, og det var en fed proces, en god historie som i får en anden gang.

For i dag handler det om at fylde, at tage din plads tilbage og blive stående. Hvordan hænger det sammen tænker du måske? .

For mig var det en aha oplevelse, at opdage det med, at det kommer fra samme sted, samme mekanisme der går i gang, det lyder rigtig godt inde i mit hoved, jeg tænker YES og mine arme ryger i vejret, jeg roser mig selv, jeg ved det er godt, jeg er selvsikker.

Og så sker det, i transformationen, i bevægelsen ramler det sammen, for når det lander på papiret, er det så absolut helt andre følelser jeg sidder med.

Jeg var bange for at blive dømt, ikke god nok, klog nok, at blive kaldt for sådan en der troede hun var noget. Og faktisk var det præcis sådan mine tanker var om mig selv, og jeg var rædselsslagen for at blive afsløret.

Så ligesom da jeg var yngre og ville sige noget, skyndte jeg mig at sige det, så det var overstået, og så kunne jeg gemme mig væk igen, og holde vejret og bare vente på de andres fordømmelse.

Det gik op for mig, at på et tidspunkt ventede jeg ikke længere på de andres fordømmelse, jeg fordømte mig selv, i tilfælde af at andre ville gøre det. Jeg kritiserede mig fortalte mig at jeg ikke skulle tro jeg var noget.

Jeg gav min plads ud, til alle andre og gemte mig i et hjørne.

Bare det at opdage dette, at se det, var en aha oplevelse. Nu havde jeg set hende, den lille pige, den del af mig som stod der og bare var så bange for at gå ud i lyset, at blive set og hørt.

Så jeg talte med hende, jeg kiggede hende i øjnene, tog hendes små hænder i mine, og spurgte hvad jeg kunne gøre for hende, hvad har du brug for?

Plads, plads til at leve. Det var få ord, med stor effekt. Det piplede frem med små bobler i min krop jeg mærkede lysten til at skabe, at skrive, at grine og græde af lykke. Det mærkedes så rent, der var ingen utilfredshed eller fordømmelsen.

Lykkelig og taknemmelig satte jeg mig og skrev mit første blogindlæg. Uden at dømme uden at være bange.

Tak fordi du læser med-

Kristinna E

Boris, min elskede søn, blev et af mine store vækkelser til livet

Jeg var otteogtyve år gammel, og jeg vidste, at jeg var gravid, inden jeg tog en graviditetstest. Jeg havde en kortvarig clairvoyant følelse af, at enten ville jeg tabe barnet, eller at jeg ville miste ham efter fødslen. Jeg glemte hurtigt alt om de tanker, fortrængte dem, lige indtil Boris ikke var her mere, for hvad i al verden skulle jeg ellers have gjort. Jeg tror dybt i min sjæl på, at det var meningsfuldt, at jeg skulle bære ham i mig i ni måneder, føde ham, holde om ham, kysse ham, give ham bryst og mærke denne ubetingede kærlighed, der var mellem os. Selvom det var en usigeligt rystende og voldsom oplevelse at miste ham, ville jeg ikke havde været den foruden, for jeg elsker den lille dreng og er så ubeskrivelig taknemmelig over de syv dage han var hos os.

Flere gange i løbet af graviditeten oplevede jeg små tegn på, at han ikke skulle blive hos mig. Min ældste datter på syv år havde tegnet en tegning til sin lillebror i min mave, og jeg husker stadig følelsen når jeg tænker på tegningen; det var en gravsten med en busk og en fredsdue. Da jeg havde været gravid med de tre børn, jeg havde født, havde jeg kunne se dem for mig, mærke og forstille mig, hvordan det ville være når de kom ud og lå i mine arme, men det kunne jeg ikke med Boris. Gennem de sidste fire måneder mærkede jeg at være dybt forbundet med ham, men når jeg så frem i mit liv, var han der ikke. 

Boris vejede 3980 gram og var 52 cm lang ved fødslen. Han var gyldenbrun i huden og havde det dejligste tykke, sorte hår.

Den første nat faldt jeg i søvn siddende i sengen med Boris i min favn. Jeg vågnede nogle timer senere, og da jeg så ned på ham, var han var bleg, og han havde et langt operationsar ned gennem brystet. I mit syn lå han død i mine arme, og der gik et chok igennem min krop. Jeg rystede på hovedet og kiggede igen, og nu gang lå han fint og sov. Han levede. Jeg var bange og prøvede at skubbe det væk. Det var for uvirkeligt og ubegribeligt for mig at forstå det, at rumme det, jeg fornemmede.

Dagen efter ville jeg hjem, og Boris skulle blot have en rutinemæssig undersøgelse, inden vi tog afsted. Det var dér, lægen fik mistanke om, at der var noget galt. Meget hurtigt foretog de en røntgenundersøgelse af hans lille hjerte, og lægerne så tydeligt ikke bare en, men tre fejl på hans hjerte. Lægen, der scannede ham, ville med papir og pen illustrere for mig, hvad der var galt. Jeg afbrød hende og spurgte: ”Kommer han til at overleve eller vil han dø?” hun svarede: ”Lige nu lever han.”

Boris blev syv dage gammel. Han døde efter en stor hjerteoperation.

Efter hans død kunne jeg mærke en hidtil ukendt bevægelse dybt inde i mig, som blev mere og mere tydelig, som dagene gik frem mod begravelsen. Det var en opløftende, varm og god energi, som syntes at strømme indefra. En følelse af at alt var præcis, som det skulle være, midt i tragedien, og det gav en ro, som jeg stadig i dag ikke kan sætte ord på. Det var en tilstand. Jeg besluttede mig for, at min søns korte liv ikke skulle være forgæves. Han havde været her af en årsag, det var tydeligt for mig at det var en bevidsthedsudvidelse han kom med, og jeg oplevede en følelse af at være blevet vækket. Jeg talte med min daværende mand om, at vi kunne beslutte os for, at hvert skridt, vi tog ud af kirken efter begravelsen, skulle være begyndelsen på den vej, der ville forandre vores liv. Det var vi meget enige om.

Det blev det allerstørste og mest kærlige skub på vejen, jeg nogensinde har fået. Dørene åbnede sig for mig ind til en dybt transformerende personlig udvikling, og jeg er for evigt Boris dybt taknemmelig. Jeg har haft stærke clairvoyante evner fra jeg var helt lille, men først efter Boris begyndte jeg for alvor at læne mig ind i mine evner og arbejde med at hjælpe mig selv og andre.

Kristinna E

Kristinna Thanh Esset

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram